Det succesfulde samarbejde mellem Hornsyld Købmandsgaard og Nielsen & Smith fortsætter. Pr. 1. januar 2019 blev Christina Sellerup ansat som HR- og Kommunikationschef hos Hornsyld Købmandsgaard.

“Medarbejderne er virksomhedens vigtigste ressource. Når de trives, er motiverede og arbejder ud fra klare retningslinjer omkring opgaver, mål og mening, så glider det hele nemmere, og virksomheden har større chancer for at indfri sit vækstpotentiale. Dette ser jeg meget frem til at arbejde med hos Købmandsgaarden.”

Det siger Christina Sellerup, der siden 1. januar 2019 har været ansat som HR- og Kommunikationschef i Hornsyld Købmandsgaard. Købmandsgaarden er en veletableret dansk agro- og energiforretning, som også har flere trælaster, udfører skadedyrsservice samt projektering og opførelse af forskellige erhvervsbyggerier i hele Danmark, såsom virksomhedsdomiciler, lager- og industrihaller samt rækkehuse. Hovedsædet er i Hornsyld, og der er godt 160 dygtige og engagerede medarbejdere i Købmandsgaarden, som bidrager til en samlet omsætning på over 1,7 mia. kr.

Christina Sellerup

Christina Sellerup – HR- og kommunikationschef – Hornsyld Købmandsgaard

Inden for HR kommer Christina bl.a. til at arbejde med rekruttering, introduktion af nye medarbejdere, kompetence- og organisationsudvikling, trivsel, ledersparring og personaleforhold generelt set. Derudover kommer hun også til at videreudvikle de mange stolte traditioner og værdier, der er hos Købmandsgaarden.

Hun får samtidig ansvaret for virksomhedens kommunikation, både internt og eksternt, samt branding og marketing.

Christina Sellerup stammer fra Hedensted og blev uddannet jurist i 2014. Hun kommer fra et HR-job i bygge- og anlægsbranchen, hvor hun har været ansat i entreprenørkoncernen Arkil i Hammelev ved Vojens.

“Jeg ser meget frem til udfordringerne og til at arbejde videre med alt det gode, der er sat i gang og som kendetegner virksomheden som en god arbejdsplads. Min opgave bliver bl.a. at samle trådene og ikke mindst sætte struktur og retning på nogle processer. Der er rigtigt meget godt at bygge videre på,” siger Christina Sellerup, som kommer til at arbejde tæt sammen med ledelsen, både når det gælder HR og kommunikation.

Hun er gift med Martin Pedersen, der er seniorprojektleder hos den rådgivende ingeniørvirksomhed, Sweco. Parret har to børn, og bor i Hedensted.